Det fredede område er et udsnit af de markante skrænter langs Mariager Fjord. Skrænterne og fjordens sidedale har fra gammel tid været benyttet som græsningsarealer. Formålet med fredningen var også at sikre dette overdrevslandskab, der består af græs- og lyngarealer med tætte krat af enebærbuske.
Enebærkrat gror almindeligvis frem på græsningsarealer, og skønt jordbunden i området overvejende er næringsfattig, er der gode livsbetingelser for mange andre urter, buske og træer. Det store artstal skyldes, at bunden skifter mellem sand- og lerjord, som har forskellig evne til at holde på fugtigheden. Der er således vidt forskellige spiringsmuligheder inden for et forholdsvis begrænset område.
Som så mange andre steder ophørte de gamle driftsformer, da det ikke længere var rentabelt for landbrugerne at udsætte kreaturer på de forholdsvis magre jorder. Når kreaturerne fjernes, forringes enens overlevelsesmuligheder efterhånden, som området gror til med træer og buske. Enen, der er meget lyskrævende, vil blive skygget ihjel.
Vilde roser havde ideelle vækstbetingelser, og i løbet af de år, hvor området ikke blev afgræsset, bredte roserne sig så voldsomt, at de flere steder dannede et uigennemtrængeligt vildnis. Et omfattende rydningsarbejde blev derfor iværksat for at fjerne uønsket opvækst.
I dag afgræsses størsteparten af området igen af kreaturer, heste og får, som led i den naturpleje, der er nødvendig for at bevare områdets karakter af overdrev.
